Nyhed
Delphia 37

Polsk cruisingbåd på 37 fod til 815.000 kr.


Polens største værft går på banen med Delphi 37, der 100 procent er værftets eget produkt. Valg mellem to og tre kahytter.



Polske bådebyggere har i årevis bygget masser af glimrende både til udenlandske værfter som underleverandører. Men nu vil de selv, og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at stå tilbage for nogen. Delphia 37 er den ægte vare, designet og bygget i Polen, og prisen er naturligvis interessant, så der bliver noget at sammenligne med i Bella Centeret!

  Delphia 37
Længde Total
10,83 meter
Bredde total
3,67 meter
Dybgang Max.
1,92 meter
Dybgang min.
Vægt kg.
5850 kg.
Mastehøjde
16,00 meter
Storsejl m
33,3 kvm
Rullegenua, m
39,0 kvm
Genua let
-
Vægt/sejlareal
-
Spiler, m
-
Motor, hk
30hk Volvo Penta diesel
Værft
Delphi Yacht, Polen
Pris
815.000 kr.
Design: Andrzej Skrzat. Salg Yachts For Sail Nordic, Ystad, +46 41 17 03 45

Båden er tegnet af Andrzej Skrzat, som demonstrerer et gedigent personligt udtryk, navnlig i en velkomponeret overbygning med fremadrettede vinduer, der giver maksimalt lys i salonen og en raffineret indvendig effekt. Skroget er veldisponeret med et godt cockpit med ratstyring. Under dæk er der ingen indretningsmæssige overraskelser. Bådens størrelse tillader kahytter for og agter med et lille forrum, så man kan klæde om bag lukket dør. Båden kan leveres med henholdsvis én eller to agterkahytter. Pladsen til dobbelte agterkahytter skaffes ved at rykke toilettet frem og sløjfe et klassisk navigationsbord i bagbords side.

Delphia Yachts er Polens største bådeværft. De leverer 2500 motorbåde og 300 sejlbåde om året, hovedsagelig som underleverandør, idet 98 procent går til eksport. Produktionen er rationel, og Delphi 37 kan sælges til knap 815.000 kr. sejlklar og bundmalet, men ex. levering.