Bøger
Sejlerens bibliotek

Buffedyret, skeletsnedkeren
og plyndergreven!

Kjeld Søderlund har samlet 2000 nye og gamle maritime udtryk i ny ordbog, og imellem de seriøse forklaringer er der heldigvis til en velklingende Kaptajn Haddock-svada..


En maritim ordbog stiller straks forventninger om en stribe sproglige lækkerbiskener, men forfatteren, den pensionerede kommandørkaptajn og aktive lystsejler Kjeld Søderlund har hovedsagelig holdt sig til det nøgterne pensum med sin nye bog ”Søforklaringer – Den Maritime Opslagsbog”.

Båden har forklaring på ca. 2000 gældende fagudtryk for professionelle og lystsejlere lige fra Tordenskjolds tid til i dag. Det vil sige, at alle de nye forkortelser fra moderne elektronisk navigation står sjovt mellem tjæreduftende gamle udtryk og betegnelser, som man ikke kan finde moderne afløsere for. Den bog må være en oplagt gaveidé blandt sejlere.

Søderlund afliver den autoriserede forklaring om, at når styrmanden stod ved sin styreåre i styrbord, så vendte han bagen til bagbord. Nej, bagbord er et gammelt skandinavisk udtryk som betyder ”bakkebord”, for man lagde altid denne side til land, bakken, for at skåne styreåren. Det skulle der nok kunne blive en disput med Dansk Sprognævn om. Det er også fint, at
han går i rette med forkert opfattelse af maritime udtryk, når ”ikke maritime” forfattere bruger ordet skod for et skot, eller kalder en cockpitkarm for en luvkarm

Ind imellem de tørre forklaringer falder der heldigvis en håndfuld gamle øgenavne, som sagtens kan danne en ordentlig svada i Kaptajn Haddock stil: Buffedyr! Skeletsnedkere! Plynder-grever! Muljekogere! Bræddebisser!.

Oversættelse: Et buffedyr er en sovetryne, der i tide og utide søger ned på buffen (køjen). Skeletsned-keren er øgenavn for en skibslæge, en plyndergreve er én der nupser godbidder i kabyssen, muljekogeren er en skibskok, og bræddebissen var slangudtrykket for en skibstømrer. Og minsandten er et moderne udtryk er kommet med, lanceret af Erik Wedersøe, som konsekvent omtalte meteorologer som lystløgnere.


Søforklaringer ? Den Maritime Opslagsbog. 106 sider. ISBN 87-89540-03-4. Fogeds Forlag. Sælges i boghandler og visse maritime udstyrsforretninger. Pris 120 kr.