NYHED
Nimbus 42 Nova

Nimbus 42 walkaround
flagskib

Nimbus 42 Nova er en svimlende flot motoryacht, som lige akkurat holder walkaround-stilen som kendes fra de mindre Novaer.


Der er prestige for alle pengene, når Nimbus lægger fra land med sin nye 42 fods Nova. Båden er hamrende flot og har en særlig lethed over sin fremtoning, som kommer fra de mindre Novaer, der er walkaround både med hovedvægt på udendørs plads og funktion.
Novaen er lidt mere sat end forgængerne med mere vægt på det indendørs, men i denne størrelse bliver agterdækket og den flotte badeplatform alligevel så store, at de færreste vil savne udendørs plads.
Den har en flot og lys styresalon med store glas-skydedøre agterud og to store soltags-luger over førerpladserne. Det forsænkede ringdæk tager en bid af bredden fra overbygningen på den 3,90 meter brede båd.
Man slipper ikke fuldkommen for den snert af den overmøblerede atmosfære, der præger Nimbus´s almindelige motorbåde.

 Nimbus 42 Nova
Længde
12,50 meter
Bredde
3,90 meter
Dybgang
- meter
Vægt
8500 kg.
Tank
1000 liter
Vandtank
400 liter
Speptiktank
160 liter
Værft
Nimbus, Sverige
Pris
945.500 kr.
Motor
Volvo Penta
620 til 740 hk.l
Salg: Shipcenter-Danmark,
43 54 25 11.

Novaen rummer tre dobbeltkahytter og to gode badeværelser. I stævnen er der traditionelt en stor ejerkahyt med adgang til et godt badeværelse.
Agterud under styrepladserne er der to dobbeltkahytter , som deles om ét badeværelse.
Nova 42 er som ventet gennemført udstyret, så man næppe kommer til at savne noget. Der er 12 og 230 volt udtag i alle kahytter, og den kan fås med både faste propelaksler og drev. Valget i maskiner er to stk. Volvo Penta 310 hk eller 370 hk dieseler, som nok skal få den 8,5 ton store båd til at flytte sig.
Træarbejde og materialer er i top, men det skal det også være i denne prisklasse: Dyreste version med drev og 700 hk er en investering på 3.863.000 kr. – Lottogevinst, lyt til min bøn!