TESTSEJLADS
Flex 18 Cabin

Farfars motorbåd
er tilbage

Men i dag går det hurtigere med den nye Flex 18, der planer med 30 knob for en 70 hk maskine og forresten er synkefri.


Der er nostalgi i luften, når Klaus Christensen søsætter sin Flex 18. En hyggelig lille klinkbygget motorbåd med godt cockpit og et lille ruf forude. En klassisk halvkabinebåd til brugspræget fritidssejlads, som har rødder tilbage til først i tresserne, hvor mange glasfiberværfter i Skandinavien havde sin model.

Forskellen til nutiden er, at skroget er moderniseret og der nu sidder en 70 hk Johnson firetakter på hækken.

Der er to voksenkøjer under overbygningen.

Bådtypen er moderniseret på en smart og enkel måde ved at bygge bunden ned til et relativ dybt V agter. Et ret simpelt indgreb, der giver glimrende sejlegenskaber, for Flex 18 planer ud allerede ved 9-10 knob og traver dejligt retningsstabilt af sted ved planingsfart.

Flex 18 har en hængslet bænk i cockpittet, og køjbunden fra forrummet fungerer som cockpitbord.

  FLEX 18 Cabin
Længde Total
5,50 meter
Bredde total
2,00 meter
Dybgang Max.
0,40 meter
Vægt kg.
530 kg.
Tank
Løs tank
Køjer
2 stk.
Værft
Skjern Bådene
Pris
146.650 kr.
Motor
Johnson 70 hk 4-T.
 Salg Skjern Bådene Tlf. 97 35 08 95.

Flex 18 er en lille og relativt let båd, som bevæger sig livligt, men skroget er ganske sørygtigt, og med den lave planingshastighed er man næsten altid i stand til at holde planingsfart.

Vi sejlede 18 knob i en ret skrap strømsø, og i roligt farvand målte vi 30 knob. Trollingfiskernes krav om at "shoppe" hurtigt rundt mellem fiskepladserne er med al rimelighed er opfyldt.

Flex 18s enkle udseende vil falde i smag hos dem, der ønsker en brugspræget båd. Og den er velbygget. Skroget er håndoplagt med skum mellemlæg, og bunden er ekstra forstærket med skumplader, ligesom mange flader i konstruktionen er forstærket med ekstra skum, indstøbt i glasfiberen.

Her er der gjort en dyd af en nødvendighed. Flex 18 er ikke selvlænsende, for det ville have ødelagt dybden i det gode cockpit.

En ganske stor kaleche er ekstraudstyr.

Til gengæld skal en ikke-selvlænsende båd have opdriftsmiddel så den flyder i bordfyldt stand, og her har Klaus Christensen valgt at indbygge opdriftsmidlet i stedet for blot at fylder hulrummene med ekspanderende skum. Denne opbygning gør Flex 18 så stiv, at båden tager søen ganske kompetent.

I fraværet af selvlæns ledes røg- og regnvand til en brønd agter med en automatisk elektrisk lænsepumpe. Cockpittet er dejlig regulært og to meter langt, og det er bygget sådan, man kan komme helt ud til kanten og fiske.

Overbygningen er kort, så fører og passager kommer frem i båden til den bedst mulige balance. Der er alligevel blevet et par nydelige køjer på 1,87 meters længde omkring et lille bord, og når trekanten mellem dem fyldes ud (med en bund, der også er cockpitbord), bliver der pæn soveplads til to voksne.

Flex 18 er stiv i skroget med det indbyggede skum. Den tager søerne ganske kompetent.