Nyhed
NyeNye danske Coronet'er

Coronet'er genopstår hos Tuco Yacht Værft

Tre nye modeller er på vej, Coronet 240 Daycruiser, Coronet 350 Daycruiser og Coronet 280 Fly. Premiere på 24’eren allerede til august på Kolding Flydende Bådudstilling..


Danmark får atter en producent af større, planende motorbåde.
Tuco Yacht Værft i Fåborg er i fuld gang med at genoplive dansk bådebygnings flagskib fra tresserne og halvfjerdserne, Coronet-motorbådene og præsenterer den første model allerede 18. august på Kolding Flydende Bådudstilling.

Tuco-drengene Jonas Pedersen og Jacob Frost har købt formene og produktionsrettighederne til det velanskrevne danske mærke, som gennem en meget lang periode har ligget i dvale hos en ubeslutsom ejer.

Tuco Yacht Værfts indtræden på arenaen resulterer faktisk i præsentationen af tre nye Coronetter, som aldrig har været markedsført og kun eksisterer i få eksemplarer. Modellerne stammer fra en turbulent periode midt i firserne efter Coronets skaber, Ole Botveds død.

Dengang skortede det ikke på store planer i Coronets hovedkvarter i Mullerup, men der var desværre hverken økonomi eller markedsmuligheder til at løfte dem.

Coronetterne var oprindelig tegnet af den fremragende amerikanske konstruktør Jim Wynne, med danskeren Hans Bruun Bertelsen som konstruktør på indretning og udseende. Senere trådte italieneren Garonne ind på scenen, og til sidst stod dansk-nordmanden Ulf Røgeberg for bl.a. en lækker 42-fods flybridgebåd, Coronet 42 Silver Squire, som ikke vil have problemer med at begå sig blandt nybygninger i dag.

Coronetterne bærer stadig på et fantastisk ry for gode sejlegenskaber og byggemæssig kvalitet. Man har en klar fornemmelse af, at de driftige Tuco-folk vil være i stand til at løfte arven. Værftet er i fuld gang med

at sende de første ukendte Coronetter på gaden. Allerede på Kolding Flydende Bådudstilling 18-20 august præsenteres en ny 24-fods daycruiser, Coronet 240 DC.

Den er 7,20 meter lang, 2,44 meter bred og vejer iflg. de originale specifikationer 1650 kg.


Senere, til Fredericia Boat Show i februar 2007, præsenteres en 35-fods Daycruiser, Coronet 350 DC.
Det er en meget stor daycruisertype med targabøjle og badeplatform, 10.4 meter lang, 3,32 meter bred og en vægt omkring 5 tons.


Ydermere er der fuld gang i bygningen af en mellemliggende 28-fods model med flybridge, Coronet 280 Fly.

Faktisk bygges der allerede Coronetter. Et finsk firma har i flere år bygget kopier af Coronet 21 Daycruiser og Playmate.