Nyhed
Bayliner 325 Ciera Cruiser

Flot cockpit med plads til hele familien

Bayliner 325 Ciera Cruiser er indrettet som en kæmpemæssig daycruiser. Med 3,5 meters bredde giver det et enormt cockpit, navnlig når den store dobbelte styrestol svinges ind til siden.


BOATSHOW06: Yes, her kan der danses! Bayliners nye 35-fods cruisingbåd er til overflod stor og bred, men en smart detalje ved indretningen giver er regulært dansegulv midt i det hele. Styrepladsen, der er en flot topersoners sofa, kan nemlig svinges rundt til at stå langskibs som på billedet herunder. Det frigør et stort stykke dørk, og så er det bare at tænde for stereoen og lægge noget musik på CD-afspilleren. Den hører naturligvis til standardudstyret, for 325eren er en meget veludstyret båd, men der skal også foretages et solidt indgreb i friværdierne for at blive ejer, knap 1,2 mill.kr.

Baylineren er ødselt udlagt. En 35-fods motorbåd er enorm, også selvom ca. en meter udgøres af en flot badeplatform. Den har faktisk kun to faste køjer i den rummelige salon i form af en stor dobbeltkøje inde under cockpitbunden. Sofaarrangementet i stævnen kan på traditionel vis omdannes til en meget stor dobbeltkøje ved at sænke bordet og lægge ekstra hynder i.

325erens størrelse har sikret den CE-godkendelse til 14 personer, og ude i det store cockpit kan der sagtens redes op til 4-5 personer mere, når den store kaleche er slået op, men det er for de hårdføre under vore himmelstrøg. Standardudstyret er ret omfattende. 325’eren er født med elektrisk ankerspil, 220 volt installation med flere stik under dæk, vandvarmer, trimflaps og fuld kaleche.



 Bayliner 325 Ciera Cruiser
Længde Total
10,67 meter
Bredde total
3,51meter
Vægt
5145 kg
Holdingtank
100 l
Max belastning
12 personer
Motor
2 MerCruiser 5-liters V8 MPI benzinmotorer, ialt 520 hk
Pris
1.199.900 kr.
Pris motor
-
Dieseltank
622 l
Vandtank
117 l
Salg: Engstrøm Marine 32 64 20 00