| Nyhed |
Grizzly Pro 700
|
|
Trolling-fiskerens drømmebåd er dansk
|
![]() |
| Alle sejl - eller skal vi hellere sige hestekræfter - er sat til med præsentationen af Grizzly 700 Pro, der søsættes i maj fra Bredgård Værft i Sakskøbing. Grizzly’en er den første danske motorbåd, som er direkte designet til trollingfiskere og indrettet efter deres særlige behov og brugsmønster. Men det gør ikke Grizzlyen uinteressant for andre motorbådsinteresserede, for der er anvendt avancerede materialer og byggemetoder, som gør båden stærk og let.
En af Grizzlyens idemænd er Jens Gøth, der fremstiller grej til trollingfiskere og selv er en meget ivrig trollingfisker. Han har længe savnet den perfekte trollingbåd og har opstillet en lang ønskeliste for præstationer og indretning, som konstruktør Lars Olsen, Danish Marine Design, har omsat i konkrete tegninger over et skrog, som Bredgård Værft havde i forvejen. Med 23 fods længde er Grizzlyen ret stor, og den bliver heller ikke billig, for et færdigt skrog uden motor anslås til at koste ca. 300.000 kr. Men den skulle til gengæld rumme alt det, hvad de kræsne trollingfiskere ønsker. I den forbindelse er det værd at notere, at "rigtige" trollingfiskere ikke er blege for
|
at investere langt over en halv million i grej, foruden at der ofte ryger en firehjulstrækker oven i for at få båden rundt på traileren til de interessante fiskevande. Den sidste investering ønsker ophavsmændene til Grizzly 700 Pro at give kunderne mulighed for at undgå. Derfor er man gået efter at holde en rimelig egenvægt på båden, så den kan transporteres på en 2000 kg trailer efter en normal personbil eller varevogn. Den lave vægt er opnået ved bruge samme metoder som til de dyre kapsejladsbåde til sejlsporten. Skroget bliver vakuum-støbt i en sandwich-konstruktion med bindemidlet vinylester, der er i egenskaber ligger lige under epoxy, hvilket skulle være en garanti for et særlig stift resultat. Den færdige båd uden motor ventes at veje under 900 kg.
Skroget er en yderst interessant konstruktion med en meget dyb bundvinkel på 25 grader, som skal give Grizzlyen gode egenskaber i åbent farvand, hvor almindelige speedbåde hurtigt kommer til kort. Trollingfiskere har brug for en høj grad af sødygtighed, når de vil hurtigt rundt mellem de gode fiskepladser. Den dybe bund vil normalt begrænse en speedbåds topfart eller koste på benzinforbruget, men agterude er båden designet med kraftige chines (vandrette bæreflader) ud mod skrogsiden. De skal både give båden stabilitet under den langsomme trollingsejlads. Men de bidrager til planingsegenskaberne sammen med to lave ”tunneller”, der skal holde på vandtrykket under fart. |
|||||||||||||||||||||||||||||