Nyhed
Test: SeaRay 220 Sun Sport
Fart på vandet på første klasse

SeaRay 220 Sun Sport er lavet til at udnytte de bedste sommerdage med solskin, vandski og badeture. Det er masser af andre både også, men SeaRayen gør det med særligt raffinement.


SeaRay 220 Sun Sport er en vaskeægte daycruiser. Den er lavet til de bedste sommerdage, hvor motorbådsfolk rykker ud til promenadesejlads, vandskisjov, badeture og drinks med parasoller. Det er masser af speedbåde indrettet til, men i SeaRayen foregår det ubetinget på første klasse. Ved første møde skiller SeaRayen sig ikke særligt ud fra andre daycruisere i størrelsen. Den har, hvad den type både skal have med et indbydende, rummeligt cockpit, en stor solseng ovenpå motorrummet og en god badeplatform. Men den har også den udefinerlige udstråling, som får folk til at vende hovedet efter en dyr klassebil.
Det er ikke noget tilfælde, for SeaRay er blandt de amerikanske værfter, der leverer den højeste kvalitet i speedbådsbyggeri. Båden er designet og planlagt i computer og bygges på en computerstyret fabrik, og når den nye båd forlader værftet, er den næsten uberørt af menneskehånd. Akkurat som en moderne personbil. SeaRayen indgyder straks et indtryk af soliditet, men det har også en anden forklaring. Båden er dejligt bred, 2,55 meter, hvilket giver en velvoksen stabilitet foruden et meget rummeligt cockpit.
  SeaRay 220 Sun Sport
Længde Total
7,01 meter
Bredde total
2,55 meter
Dybgang Max.
0,30 meter
Tubediameter
-
Antal kamre
-
Bredde indvendig
0,30 meter
Vægt kg.
1731 kg
Tank
175 liter
Vandtank
-
Køjer
2 stk.
Deadrise
21 grader
Ekstra
-
Bovpropel
-
Værft
Pris
339.900 kr.
Motor, hk
Mercruiser V6 4,3 MPI benzinmotor, 220 hk
Ketner Outdoor, tlf. 43 27 11 66 anviser forhandler.

Kvalitetsindtrykket popper op, hver gang man ser på en detalje og prøver en funktion. Instrumentbordet er smukt og indbydende med store, let aflæselige instrumenter. Styrestolene er fede og lækre at sidde i. Og en detalje som skydedøren til kahytten, der ofte er en neglebrækker, kører silkeblødt. Båden er veldesignet med harmoniske linjer. Vindspejlet falder smukt ind i helheden, men giver også godt læ. Cockpittet er nøgternt indrettet, man har undgået overlæssede ideer til fordel for brugsrigtigheden. Her er en førsteklasses detalje, idet agtersofaen kan hæves op i niveau med den elegante solseng ved brug af kraftige støttepiller og beslag, som man kender fra kahytsborde. Og igen, kvalitetsniveauet slår igennem: Ingen rifter eller knækkede negle! Under dæk er SeaRay en typisk daycruiser. Der er to køjer og et tørkloset, men kahytten er bedst egnet til bagage og sejlertasker, for båden har ikke meget stuveplads i øvrigt. Sejlegenskaberne byder på noget, som folk med lang og hårdhudet speedbådsbaggrund vil sætte pris på. SeaRay 220 Sun Sport sejler og styrer fremragende, og man kan i praksis foretage de mest vanvittige manøvrer, såsom at rive rattet i borde med 40 knob. Båden følger bare med!
Bunden er relativt dyb med en vinkel på 21 grader, som får skroget til at gå godt i søen. Egentlig er det sportslige egenskaber, SeaRayen demonstrerer, men i en praktisk udførelse, som bærer den mindre rutinerede speedbådsfører og hans passagerer igennem, for den tilgiver stort set alle klodsede manøvrer, en fører kan komme til at lave. Så tag roligt børn og venner med ud at sejle, båden er en fin platform for nydelse og aktivitet på vandet. Fartegenskaberne er rigelige. Den 260 hestes indsprøjtnings-V6'er giver en topfart på pænt over 40 knob. I accelerationsforløbet passerer den planingstærskelen omkring 11-12 knob og planer ud ved 18 knob. Herfra giver den sødygtige skrog mulighed for komfortabel cruising op imod 30 knob, med behersket støjniveau. Økonomien er moderat, trods det dybe og kraftkrævende skrog. Ved topfart koster den ganske vist 1,5 liter benzin pr. sømil, men ved 25 knob har den sit laveste forbrug på 1,1 liter pr. sømil. Som bilist ville man stejle over kun at køre 1,7 km pr. liter, men det er efter speedbådsforhold nydeligt.