ARTIKEL
Brugtbådshandel

Så meget fortæller motorens propel

En slidt og hakket propel er et faretegn for motorens tilstand, men det kan en splinterny propel også være. Hvad skal man så gøre: Tjekke om propelakselen er slået skæv.


Denne propel er i fin stand, malingen er næsten intakt. Malingen slides af, navnlig når der er sejlet hårdt, så propellen mister grebet i vandet .

Propellen er både udenbordsmotorens hjul og gearkasse, så den er naturligvis også en indikator for motorens tilstand, og hvordan den har været brugt. Det gør ikke noget, at malingen på propellen er slidt, men er der hakker i propellen og i hælen – den finne, der sidder under motoren - har den været på en sten, og så skal man være på vagt. Det samme skal man være, hvis en gammel motor har en funklende ny propel!

Resultatet af en påsejling kan være en skæv skruaksel, og det kan konstateres på stedet. Propellen afmonteres, det varer kun et øjeblik, motoren sættes i frigear, og med en snor viklet nogle gange omkring kan man nu tørne skrueakselen. Hvis den slår sig, er der for mange brugte motorer til salg til, at du skal rode dig ud i en handel her.

Er du i tvivl, om du tør købe en motor, så tilbyd sælgeren, at du vil sende den til almindelig service og eftersyn for egen regning på et autoriseret værksted, men at sælgeren skal udbedre de fejl, værkstedet finder. Hvis sælgeren siger nej, har han en dårlig motor – eller samvittighed. Og siger værkstedet nej, er regningen for eftersynet de bedste penge, du har givet ud.
Uha! Denne propel har haft tydelig nærkontakt med en sten, og så skal propelakselen under alle omstændigheder tjekkes for skævhed.

Denne propel har heller ikke haft noget godt liv. Den har tydeligvis været nede og tage nærkontakt med bunden, for sliddet på malingen er ikke normal.