ARTIKEL
Brugtbådshandel

Er bunden i orden?

Speedbåde lever et hårdt liv, og det er ikke alle som tåler at blive sejlet hårdt. De kan blive slået bløde i bunden, og så er de næsten værdiløse. Trailerbåde er et ganske særligt kapitel, for de kan blive bløde i bunden af at køre på traileren.


Trailerbåde er lette at kontrollere for
bløde pletter i bunden, for de opstår
normalt omkring bådrullerne, hvis de
har være sat for hård


Trailerbåde er lettest at tjekke, for hvis de er blevet bløde i bunden, vil det som regel forekomme omkring bådrullerne, hvor båden står og og hopper det samme sted, når den bliver transporteret rundt. Har båden buler ind i skroget omkring bådrullerne, er den næppe værd at købe. Det kan repareres, men er ikke ligefrem det bedste problem at tage med i et køb, for omfanget af skaderne er svære at vurdere.

En båd, der står på land på bukke, kan prøves ved at få direkte adgang til bunden indefra ved at fjerne bundbrædder og lignende, og træde ned på skroget. Det skal kunne tåle vægten af en voksen mand uden at gynge. Prøv at trykke udefra med en tommelfinger. Bunden må under ingen omstændigheder give sig.

Prøv evt. at banke med f.eks. et stykke træ på mistænkelige områder. Lyder glasfiberen hård i klangen, er den ok. Er lyden dump og død, er glasfiberen delamineret og næsten ikke til at reparere.

Kostmetiske fejl som lidt friske ridser og skrammer er derimod ikke farlige, deres tilstedeværelse skal blot afspejles i prisen. Lettere krakeleret gelcoat på ældre både er heller ikke noget stort faresignal. Det kan sagtens holdes pænt med voksbehandling, eller man kan sætte budget af til en dag at få båden sprøjtelakeret.

Her ses, hvordan trailerbåden står på trailerens bådruller. Den må ikke stå hårdt, og ved at rokke med båden kan man få en ide om, hvor godt vægten er fordelt på bådrullerne. Er der få ruller på traileren, er der risiko for at bunden kan være blød omkring dem.